Historie

OPDATERET 280823
Rudolf Steiner-Skoleforeningen i Odense blev oprettet i 1961 med henblik på at etablere en steinerskole i Odense. Idéen hertil udsprang blandt en lille kreds af mennesker, der siden 1950erne havde været inspireret af Rudolf Steiners antroposofi.

I 1971 var Rudolf Steiner-Skolen i Odense en realitet med fysiske rammer i de bygninger, som oprindeligt rummede Lindved sogneskole. Den 10. august samme år bød skolen velkommen til de første 47 elever fordelt på børnehaveklasse, 1. klasse og 2. klasse. På den allerførste skoledag blev der plantet et lille egetræ på knap en meter midt i skolegården. Træet står der den dag i dag dog adskillige meter højere. Ellen og Mogens Thuesen, som var med til at grundlægge skolen og blandt skolens første lærere, underviste på stedet indtil henholdsvis 2006 og 2002.

Skolen bestod oprindeligt kun af bygningerne omkring den lille skolegård: 2 klasselokaler (i dag børnehaveklasse og Forårs SFO), gymnastiksal (det nuværende sløjdlokale) og tjenesteboliger (den nuværende SFO for 2. og 3. klasse).

Siden skolens begyndelse er der i flere omgange blevet bygget om og bygget til. Meget af det første byggeri på og omkring skolen blev udført af forældre og lærere, som brugte ferier, weekender og aftener på at rejse skolen med det voksende antal klasser og det medfølgende behov for faglokaler til de større elever. I august 1981 var skolen fuldt udbygget med 13 klassetrin med børnehaveklassen. Siden skoleåret 2018/19 har det 11. og 12. klassetrin været udbudt som Steiner HF, efter at steinerskolernes ungdomsuddannelse blev omfattet af gymnasielovgivningen i 2016. Skolen er i dag blandt landets største friskoler.

Som udgangspunkt er der valgt en eksperimenterende indgangsvinkel til skolens arkitektur og materialevalg, inspireret af Rudolf Steiners tanker om arkitektur.

Læs mere om skolens historie på skoleforeningens hjemmeside:
www.rs-skoleforeningen-odense.dk