1. – 5. klasse
En kort rubriktekst
Tius simeuiatusa nimp volupta eperferio exerumq uiatusa nimporit vel is aut odi doluptia que eicatemposti que nitatemuiatusa nimp quam qui.



Børneskolen: 1.–5. klasse
Børneskolen begynder i 1. klasse, hvor børnene får en klasselærer, der som udgangspunkt følger og underviser klassen i størstedelen af fagene helt frem til 5. klasse.
Helt fra 1. klasse har eleverne engelsk og tysk. I nogle klasser kan der være en faglærer, der underviser i et af sprogfagene, men ellers er klasselæreren den, der overvejende varetager de sproglige, matematiske, musiske og kunstneriske emner og fører eleverne igennem årstidernes skiftende stemninger og rytme. En håndarbejdslærer følger også klassen og varetager håndarbejdstimerne sammen med klasselæreren.
I 1. og 2. klasse fylder årstidsfejringerne en del og flettes ind i den øvrige undervisning. I 3. og 4. klasse begynder flere naturfaglige, geografiske og historiske emner at fylde mere i skoleårets gøremål.
Børnene tegner og skriver i hæfter og får på den måde bearbejdet undervisningsstoffet i deres eget tempo og med deres eget udtryk, selvom en fælles opgave bliver givet af læreren. Håndskriftens udvikling er en vigtig proces de første fem skoleår hos os. Håndskriften og evnen til at formgive, tegne og skabe udvikles også igennem skiftende håndarbejdstemaer fra klassetrin til klassetrin, hvor der stiftes bekendtskab med forskellige teknikker og materialer, og hvor nye motoriske færdigheder udvikles.
Skoledagen er bygget op med først hovedfag , som vi kalder det, hvor de store danskfaglige eller matematiske temaer skiftende får lov at fylde tre-fem uger. Fra kl. 10.15 er der fagtimer med maletid, sprogfag og eurytmi., I 3.-5. klasse er der også en særskilt fagtime med musik sammen med musikfaglæreren og idrætstimer med idrætslærerne. I 3. og 4. klasse spiller alle elever violin sammen med violinlæreren på mindre hold, og i 5. klasse begynder individuel musikundervisning på nye individuelle valgte instrumenter fra alle dele af symfoniorkesterets instrumentgrupper.
Igennem børneskolens første fem år øver eleverne sig i at optræde til månedsfester, hvor skolens klasser samles og optræder med vers, fløjtespil, sange eller små skuespil for hinanden. Dagligt synges og spilles der i alle klasser sammen med klasselæreren.
Vores skole lægger stor vægt på at introducere de abstrakte begreber i et tempo, hvor børnenes kropslige og følelsesmæssige udvikling er i balance, så der ikke opstår en overvægt af begreber til hovedet. Derfor introduceres bogstaver, læsning og skrivning i et nøje gennemtænkt tempo med tid til fordybelse og nærvær i ?former? , lyde og sammenhænge. I regneundervisningen er det ligeledes vores mål at skabe tryghed og nysgerrighed for tallenes verden via mange kropslige og rytmiske lege og øvelser og vente med at indføre abstrakte teknikker og formler til eleverne kropsligt og følelsesmæssigt har fået det rette grundlag for at kunne gribe dem.
Et kig ind i 1. klasse
Klassen synger efterårssange om vinden, der blæser blade ned fra træerne, og æbler der samles sammen. Vi synger også en lille efterårssang på tysk. Nu kommer der et nyt vers. Klasselæreren siger for, og eleverne svarer linje for linje, så de kan ’smage’ på de nye ord. Der er også fingerbevægelser med, hvor tommel, pege, langemand og alle de andre på skift skal hilse på hinanden på kryds og tværs. Så er fingrene varme, og eleverne tager deres pentatonfløjter frem. Alle fløjter melodierne, som læreren fløjter for, så godt de kan. Da fløjterne igen er pakket væk, spørger læreren: Hvad hørte vi i går i klassen? Mange børn kan huske historien om muldvarpen og musen og møllen, der malede korn. Nu finder vi vores farvehylstre frem, og de store flotte orange hæfter deles ud. Kan alle finde den næste tomme side? Ja, så er alle klar. Vi tegner en stor flot tegning af musen, muldvarpen og muldvarpeskuddet. Så er det snart spisetid og tid til at bevæge sig lidt i frikvarteret. Men først fortæller læreren et eventyr om en rød ridder, der møder en væmmelig trold. I morgen kan det være, at noget fra historien om musen forvandler sig til et bogstav. Måske? M? Vi er ved at lære de store bogstaver og blive fortrolige med deres lyde.
Overordnede temaer i 1. klasse: Lære at gå i skole. Årstiderne og skoleårets rytme. Pentatonfløjte introduceres. Klassen synger og fløjter enstemmigt. Lære om tallenes form og værdier, de fire regnearters egenart, bevægelse, rytmer og tælleglæde. De store bogstaver, lyde, konsonanter og vokaler. Eventyr fortælles. Formtegning, lige og krumme linier, store og små former. I håndarbejde lærer eleverne at strikke retstrikning. Sprogtimer med fokus på efterligning, sanglege, sange, rim og remser efter årstiderne
Et kig ind i 2. klasse
Alle eleverne står oppe på bordene, armene op, benene til siden, hånd på knæ, albue på fod. De siger et vers på engelsk imens. Så ned igen. Alle elever går i rundkreds efter læreren rundt i klassen. To små skridt og så et hop – igen og igen, rundt og rundt. Derefter kan 3-tabellen siges højt og tydeligt med klap i hænderne, to og to sammen. I hæfterne skrives tabeller på lange linier med større og større spring, bittesmå spring i 1-tabellen med lysegrøn farve og lange spring i 7-tabellen med lilla farve. Er der nogle tal, hvor de to tabeller mødes? Det må vi lige se nærmere på. Nu pakker vi regnehæfterne væk og lytter til lærerens fortælling. I dag er det noget om den meget glubske ulv, der bliver narret af ræven… Aj, den ræv, han er altså en værre en. Men nu skal vi ud i frikvarteret og lege. I 2. klasse har de hørt, at de store bogstaver også kan være små, og vi har lært alle de små bogstaver at kende.
Overordnede temaer i 2. klasse: Fortsat pentatonfløjte og klassen synger og fløjter fortsat enstemmigt. De små bogstaver introduceres. Børnestavning øves. Tallenes positionssystemer, tabeller og de fire regnearter øves. Formtegning med spejlinger. Fabler og legender fortælles. Dualitet: Godt og ondt, venlig og fræk, stor og lille. I håndarbejde arbejdes med broderi og hækling. Sprogtimerne fortsætter som i 1. klasse.
Et kig ind i 3. klasse
Uh, fingrene skal lige finde sig til rette på de nye blokfløjter. Der er mange huller, der skal dækkes, men vi klarer det. Smukke toner fylder rummet, og måske kan vi endda spille sangen i kanon i dag, siger klasselæreren.
Klassen har hørt om Paradisets have, og om hvordan Adam og Eva har fået to sønner. I dag skal vi selv skrive vores egne tekster om, hvordan de levede på jorden. Man skriver så godt, man nu kan. Læreren kan godt læse det, selvom der er nogle ord, som man skriver lidt på sin egen måde endnu. Vi har fået læsebøger i 3. klasse, og vi øver os i at læse og se på ordene. Stille og roligt vil vi huske dem mere og mere, så vi også kender de stumme d’er og de svære danske snydeord, der lyder som noget andet end det, de er. Nu er det snart frikvarter, og alle skal huske at øve deres staveord til i morgen, og også huske vandflaskerne til idrætstimen lige om lidt. Så ses vi lidt senere med klasselæreren, når vi slutter dagen med engelsktimen.
Overordnede temaer: Ny bevidsthed sætter ind på dette alderstrin. Blokfløjte og violin introduceres, og flerstemmighed bliver indført i form af kanon. I formtegning er der fokus på forvandlinger og forhold mellem indre og ydre former. Skabelsen og øvrige fortællinger fra Det Gamle testamente fortælles. Fokus på læsning. Vi stifter bekendtskab med de gamle håndværk, som kendetegner bonden, fiskeren, hyrden og smeden. Regnearterne – og nu med vertikal opstillingsmetode. Der arbejdes med gamle måleenheder, som tager udgangspunkt i kroppen, inden metersystemet introduceres i slutningen af 3. klasse. Der arbejdes der med vægt ud fra et kropsligt udgangspunkt, hvor genstande vejes, og der sammenlignes og findes ligevægt. Introduktion til ordklasser: substantiver, verber og adjektiver. ’Byggeprojekt’, individuelle eller fælles. Sprogtimer med mere skriftligt arbejde, nedskrivning af engelske og tyske ord, vers og begreber.
Et kig ind i 4. klasse
I dag er det Frederik og Joakims tur til at fortælle om hver deres dyr, som de har valgt at lave en opgave om. Frederik starter med zebraen. Alle lytter, mens Frederik fortæller om zebraens særlige kendetegn, hvor den lever og hvordan. Han viser sin tegning af selve dyret og også tegningen af de steder, hvor zebraerne lever i flokke. Hans tekst fylder den næste side helt ud til kanten med en zebrastribet overskrift. Klassen har arbejdet med mange forskellige dyrearter i fællesskab i zoologiperioden, og det er spændende at afslutte med at høre, hvad hver elev har lavet derhjemme og nu skal vise klassen. På væggene i klasselokalet hænger store flotte tegninger af Jylland med små røde prikker og navne på de største byer. Vi har også haft geografi, og vi skal have en geografiperiode igen senere på året og høre mere om alle dele af Danmark. Men inden da skal vi lære om de spændende og mærkværdige brøker. Tænk, at tallene kan deles op på den måde!
Overordnede temaer: Fortsat blokfløjte, nu med tostemmige melodier og sange. Hjemstavnslære og Danmarks geografi. Brøker introduceres, og de fire regnearter øves også med opstillingsmetoder. I denne forbindelse introduceres også nodelære i musiktimerne. Fortsat læsning og øvelse i skrivning af egne tekster. Skråskrift introduceres. I grammatik er der fokus på verbernes tider. Fortællestoffets tema er nordisk mytologi og heltesagn. I formtegning arbejdes med nordiske og keltiske slyngtegninger og mønstre. Zoologi, hvor der arbejdes med dyrenes natur og særegenhed i sammenligning med mennesket. En selvstændig opgave kan laves i forbindelse med zoologiperioden. I håndarbejde arbejdes med korstingsbroderi.
Et kig ind i 5. klasse
Læreren samler hjemmeregningsopgaverne sammen, hvor brøker og regnearter hver uge repeteres og holdes ved lige. Mystiske regneopgaver fletter sig ind. Hvad er det dog, læreren har fundet på i denne uge med dette regnepuslespil? Klassen har lige sunget trestemmig morgensang og skal nu arbejde videre med historiehæftet om de gamle kulturer: Indien, Persien og Egypten. Hvad bliver mon det næste? Tænk, at menneskene har været så meget igennem. Store tegninger af hieroglyffer og pyramider pryder klasseværelsets vægge. Men nu skal de selvskrevne tekster og tegninger færdiggøres, rettes til og samles i hæfter med indholdsfortegnelse først. Har alle fået det hele med?
Herefter skal læreren fortælle det næste stykke af historien, og alle finder snart ro. I næste time er der håndarbejde, hvor vi skal fortsætte med at strikke med 5 pinde. Men først er det tid til en omgang basketball udenfor i frikvarteret, men nogen skal bare ligge i en bunke på græsset og fortælle hinanden, hvad de skal i næste weekend. Solen skinner.
Overordnede temaer: Fortsat blokfløjte.Enkelte elever begynder eventuelt på alt- og tenorfløjter for at underbygge flerstemmigheden, som udvikler sig på dette klassetrin. I matematik arbejdes der fortsat med brøkregning, nu også division og multiplikation af brøker, og decimaltal introduceres. Der arbejdes fortsat med træning og øvelse i de fire regnearter, opstilling og hovedregning samt løsning af tekstopgaver. I formtegning arbejdes med frihåndsgeometri og med dybde og skygge i farvelægningen. Den græske mytologi er klassetrinnets særlige tema i fortællestoffet. Historie bliver nu givet på en ny måde igennem undervisning i de gamle kulturperioders historie, Urindien, Urpersien, Babylonien, Uregypten og Grækenland frem til Alexander den Store. Alle 10 ordklasser introduceres, og begyndende sætningsanalyse og korrekt tegnsætning introduceres. Geografi udvides nu til hele Nordens geografi, og der kan i denne forbindelse laves en større selvstændig opgave om et tema. I den naturvidenskabelige gren arbejdes på dette klassetrin med botanik set i forhold til mennesket. I håndarbejde arbejdes med strikning med fem pinde og ret og vrang-strikning introduceres.
Evt. link til undervisningsplaner

